KØB TRYGT PÅ NETTET!

PERNILLE BLOCH

Advokat (H), partner, Mediator og retsmægler

Direkte: 96 11 94 90
Mobil: 4024 9494
E-mail: pb@advokaternenupark.dk

Køb trygt på nettet !

Risikoen for at blive snydt ved handel i webshops på internettet er desværre stigende, men det skal ikke skræmme dig fra at få del i de mange gode tilbud, der findes hos de veldrevne og professionelle internetbutikker. Ved at følge nogle få gode råd, kan du minimere risikoen for at blive snydt. Du kan blive snydt ved at varen ikke leveres, selv om betaling bliver trukket på dit kreditkort/Dankort, du kan modtage en vare, som er af dårlig kvalitet eller ikke fungerer (måske kopivare) eller der kan blive trukket et langt større beløb på dit kreditkort end du har godkendt.

Følg disse enkle råd, hvis du vil minimere risikoen for en dårlig oplevelse:

  1. Lyt til erfaringer og anbefalinger fra mennesker du stoler på.
  2. Betal aldrig ved bankoverførsel, men anvend betaling med et dansk eller endnu bedre et internationalt kreditkort. Husk at sikre dig, at betalingen sker via et krypteret betalingssystem (der dukker en låst hængelås op i rammen på browservinduet). Du må ikke udlevere kortnummer, kode m.v. direkte til webshoppen.
  3. Se på webshoppen, hvem der står bag. Der skal være tydelig angivelse af virksomhedens navn, adresse, CVR-nr., telefonnummer og e-mail adresse, handelsbetingelser m.v. Foretage eventuelt et opkald til deres kundeservice og stil et spørgsmål om varen. Hvis du ikke kan se, hvem der står bag webshoppen skal du finde et andet sted at handle.
  4. Hvis der er tale om en dansk webshop kan du kigge efter E-mærket, som giver en vis grad af sikkerhed for, at det er en seriøs udbyder.
  5. Se på anmeldelser af webshoppen på f.eks. Trustpilot. Stol kun på anmeldelserne, hvis der er et vist antal af dem. Anmeldelser, som ligger på selve webshoppen kan du ikke altid stole på.
  6. Du kan ikke regne med, at et dansk domænenavn “xxx.dk” er lig med en dansk udbyder. Tjek på dk-hostmaster.dk, hvem der ejer et dansk domæne. Slutter domænenavnet med .com, kan du finde ejerforholdene på f.eks. www.who.is.
  7. Er der tale om en webshop, som hører til udenfor Europa, skal du, ud over risikoen for snyd, være opmærksom på, at der kan blive pålagt varen told, når den kommer til Danmark.
  8. Kig grundigt på webshoppen. Ser den professionel ud ? Stavefejl og dårlige oversættelser er et faresignal, ligesom “skæv” afrunding af priser, såsom kr. 19,97 i stedet for kr. 19,95. Det kan være en useriøs udbyder eller en decideret kopi af en eksisterende seriøs webshop.
  9. Er der på webshoppen tydelig angivelse af reglerne for fortrydelsesret, reklamation, ombytning m.v. Er varen beskrevet tydeligt. Fremgår det, hvor du kan reklamere over varen ?
  10. Hold øje med dine kontoudtog. Trækkes der mere end du har godkendt eller modtager du ikke varen, skal du straks kontakte webshoppen og dit pengeinstitut.

Hvis du følger disse 10 råd, skal indkøbene nok komme sikkert i hus. Du kan finde flere regler og råd på http://www.forbrug.dk

God fornøjelse !

 

Nupark 45, 3.
7500 Holstebro
Tlf. 96 11 94 94
Fax 96 11 94 95
Advokater i Holstebro
– langtidsholdbare juridiske løsninger til kunder i hele Danmark